10. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT • AF PER B. FROSTHOLM (LA) SORGENFRIVEJ NYKER

EU og migrantkrisen

Jeg har igennem mange år været skeptisk tilhænger af EU. Skeptisk især siden 1992, hvor man første gang ville presse bureaukraterne i Bruxelles’ fantasiprojekt Europas Forenede Stater ned over hovedet på de europæiske nationalstater og deres befolkninger, ved at omdanne det EF, danskerne stemte ja til i 1972, til EU med Maastricht-traktaten. Da blev grundstenene til en af de største ændringer af det europæiske samarbejde lagt. Der var ikke længere tale om et europæisk fællesskab, men om en europæisk union.

Skiftende danske regeringer og folketingsflertal har over flere omgange prøvet at overbevise eller true den danske befolkning med diverse fortrædeligheder, nogle gange med næsten økonomiske dommedagsprofetier til at stemme for deres og bureaukraternes mere og mere ”omfavnende” projekter som f.eks netop Maastricht i 1992, samt Euroafstemningen i 2000, hvor man første gang ville afskaffe et af de fire danske forbehold og senest ved folkeafstemningen den 3. december 2015, hvor man ville ophæve det danske retsforbehold. Disse gange satte den danske befolkning gudskelov foden i jorden og stemte nej tak til det, bureaukraterne og mange danske politikere ikke tør sige ærligt, men prøver at luske igennem – Europas Forenede Stater.

Vi har nu gennem lang tid måttet konstatere, at EU er et fantasiprojekt, at det er en papirtiger, der ikke magter magten, men kun netop er en utopisk tanke opstået i hjerner, der ikke forholder sig til realiteterne. Det udstillet i et endog meget klart lys med nedsmeltningen af Schengen-aftalen og Dublin-forordningen. Mutti Merkel er med sin tyske migrantpolitik, som hun prøver at trække ned over på de andre lande, ved at drive Europa ud i et kaos, og mens EU’s ”præsident” Jean-Claude Juncker for åben skærm karter rundt i en evig alkoholbrandert, prøver EU-glade politikere stadig at holde fast i (E)Utopia.

Nu prøver EU’s ledere naivt og desperat at få en aftale om migranterne i stand med Tyrkiet. Man har i første omgang lovet Tyrkiet 3 mia. Euro i 2016 og 2017, men Tyrkiet vil have mere – flere penge og en næsten straks-optagelse i EU, en optagelse man hidtil ikke har kunnet opnå.

Vores egen statsminister siger nu efter den netop overståede nats forhandlinger, at ”vi har skitsen til noget, der kan blive til noget,” og at ”det tyrkiske forslag kan slå smuglermodellen ihjel!”
Hans udtalelser udstiller i det klareste lys, hvor bundnaive og virkelighedsfornægtende en stor del af Europas politikere i virkeligheden er.

Det tyrkiske forslag går kort sagt ud på, at de vil have flere penge, en motorvej mod en optagelse i EU, hvor de ikke hverken politisk eller kulturelt hører til. De vil til gengæld tage alle de til Europa smuglede migranter retur, mod at Europa, for hver migrant Tyrkiet får retur, tager imod en flygtning/migrant, der befinder sig i Tyrkiet. Der er pt. ca. 3 mio. mennesker.

Vi vil, hvis Europa ikke får lukket grænserne effektivt af, se en eksplosion af migrantstrømmen, for Tyrkiet kan så med aftalen åbne sluserne for migranterne, og godt nok få dem retur, men samtidigt få sendt samme antal til Europa med denne aftale.

Tyrkerne får penge, en lovning på optagelse i EU og slipper af med deres flygtningeproblem. Tyrkerne griner hele vejen tilbage til Ankara, og de europæiske politikere har endnu en gang udstillet sig selv som bundnaive og inkompetente – og Europas befolkninger står økonomisk og kulturelt tilbage med smerten.



22. APR 2017 • 17:20

Frank Mikkelsen vandt tre sejre

Med lørdagens tre flotte sejre må man sige at Frank Mikkelsen for alvor er

Mest læste