4. FEB 2016 • 15:00SYNSPUNKT • AF SOLVEIG EGEBJERG RØBROVEJ 9 GUDHJEM

I en dunkel skov med mørke fremmede mænd

I sidste uge gik jeg tur. Flere timer i bælgravende mørke. Jeg havde aldrig mødt de fire mænd, der gik omkring mig.
De kom fra Syrien.

To danske kvinder var med. Og en lille dreng på cykel. Det var vores gruppe. I det hele var vi vel et par hundrede mennesker. Vandrende i mørket.
Mændene talte lidt engelsk, lidt dansk og to kun arabisk. Hvorfor var der kun mænd i min gruppe?
Åh, det er også alle de horder af enlige unge mænd, som kommer rejsende til vesten, siges der!
Nej.

Jo, det var unge mænd. Men de har koner, tre af dem gravide koner, den fjerde en lille datter. Ikke noget der egner sig så godt til at gå 8 kilometer en kold januar aften. Derfor var mændene med alene.
De to af konerne skal føde lige om lidt. De er altså flygtet et stykke henne i deres graviditet. Det gør man ikke for sjov. Vi talte ikke om deres flugt eller hvad de flygtede fra. Kun en fortalte mig en smule. Han har ikke sine forældre længere. På grund af krigen, sagde han.

Mest talte vi om hverdagsting. Om fodbold. Den ene var professionel fodboldspiller i Syrien. Og han elsker hans danske klub kammerater her på Bornholm.
De unge mænd var så søde. Og så glade for Danmark, for danskerne, for at blive behandlet så godt.

Røde kors havde arrangeret denne folkevandring. For at lade de lokale og de nyankomne møde hinanden. Vi fik stillet spørgsmål, som vi kunne snakke ud fra. Et af dem var, “hvad elsker du”?
De svarede alle “fred”, “Jeg ville ønske, der var fred i hele verden”.

Da jeg fik spørgsmålet tænkte jeg først på, at ligge med min kat og slikke solskin, fra lyset der står ind gennem vinduet (det gjorde jeg tidligere på dagen). Det er mit udtryk for fred. Indeni. Tænk, at jeg lever så privilegeret, at jeg ikke engang behøver at tænke på fred omkring mig. At jeg tager den for givet.

Jeg ejer et yogacenter og underviser mennesker i at finde fred indeni. Og yoga for mig er, når vi kommer til at forstå, at vi ikke er er små adskilte individer. Når vi forstår, vi er en del af noget større.
Sådan en aften var den gåtur.

Vi gik i mørket under stjernerne, ved kysten (der ligner kysten i deres hjemby i Syrien) og vi gik i skoven, meget af tiden i samtale, af og til i stilhed. Øjeblikke hvor jeg kunne begynde at tage ind, ikke i hovedet, men virkelig mærke, hvilken rejse de må have været på for at nå hertil.

De unge mænd sidder stadig i mit hjerte. Især de 2 der med deres familier sendes tilbage til Tyskland i denne uge. De er kede af det. De ville gerne blive her på Bornholm. Men de blev først registreret i Tyskland, så det er reglerne. Utrygheden.

Mit andet svar på hvad jeg elsker er, når mennesker opfører sig kærligt, med kærlige handlinger overfor hinanden. Hos buddhisterne kender jeg det som “loving kindness”, hos de kristne som “næste kærlighed” og jeg ved det eksisterer i alle traditioner, også selvom vi ikke kender udtrykket, de bruger for det.

Jeg møder tit disse kærlige hensynsfulde handlinger her på Bornholm. Fra indfødte bornholmere, fra danske tilflyttere og fra mennesker fra mange forskellige lande (her på øen har vi venner fra Tyskland, Frankrig, England, Usa, Afrika, Norge, Sverige, Polen).

Folk som vores nabo bondemand, ekspedienten i butikken, lægen, postbuddet, og som sagt vores sammensurium af fantastisk mærkelige (på den gode måde) venner fra hele verden. Så ofte gør de noget ekstra, de ikke behøvede at gøre, som en hjælp, en service til os. Og taknemmeligheden er stor. Og lysten til at give igen vokser.

Min pointe med denne tekst er at sige:
Jeg tror, det gælder for alle.
Alle.

P.S.: Vi inviterede to af de syriske mænd og deres koner til at besøge os i lørdags. Jeg husker de mange gange, jeg har rejst (af luksus, ikke af nød), og er blevet inviteret til middag eller andet. De øjeblikke af medmenneskelighed, øjeblikke vi kan grine sammen, kan se hinanden i øjnene. De betyder en verden til forskel.
Og vi lærte lidt mere om hinandens verdner.

Nu ved jeg f.eks., at den ene kvinde har en mor, som ikke går med tørklæde (men ligner mere en filmstjerne), at kvinden heller ikke selv gik med tørklæde, indtil hun blev gift. Nu har hun valgt at gå med tørklæde, ingen har bedt hende om det. Og hendes datter, når hun bliver født, vil være fri til selv at vælge, hvad hun vil. Se, det er jo et noget mere nuanceret billede, end det hvor alle kvinder er tvunget til at gå med tørklæde. Nu er det lidt sværere at lave en boks lige omkring det emne.

Og de lærte om vores liv, fravalg og tilvalg, og at i Danmark er det ret almindeligt at manden er den mest aktive i madlavning (den del syntes især kvinderne var sjovt). Og de forstod, at det er normalt for os at have katten inde i huset. Vores kat Bertram er særlig kælen. Efter de havde hilst på ham, lukkede jeg ham dog ud, så den ene af mændene, der var panisk angst for katten, kunne tage sine ben ned fra stolen og trække vejret igen.


SENESTE SYNSPUNKT

18. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Kære Bjørn
17. MAR 2016 • 15:37SYNSPUNKT
Løgnen om kontanthjælpen
16. MAR 2016 • 16:00SYNSPUNKT
Realisme eller luftkasteller
14. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Tak til Mr. BornPass
12. MAR 2016 • 10:00SYNSPUNKT
Flyt nu den skulptur
10. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
EU og migrantkrisen
4. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Det bornholmske skolevæsen
24. FEB 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Ræven efter hønen
23. FEB 2016 • 15:05SYNSPUNKT
Sælen på sin sten
22. FEB 2016 • 15:11SYNSPUNKT
De ekstreme
18. FEB 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Kære mor
10. FEB 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Ynkelige skoleledere
19. SEP 2019 • 14:19 FOR ABONNENTER

3F i blokade mod Gudhjem Golfklub

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog