Palæstinensisk præsident: Kun USA kan forhindre Rafah-angreb

28. APR 2024 • 12:21UDLAND

Går Israel ind i Rafah, vil det føre til "katastrofe", siger præsident, mens lande arbejder for våbenhvile.

Kun USA kan stoppe et israelsk angreb på Rafah i Gaza.

Det siger Mahmoud Abbas, præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, søndag under et møde i Verdens Økonomiske Forum, WEF, i Saudi-Arabien.

Rafah ligger på grænsen til Egypten og er den eneste by i Gaza, som Israel endnu ikke er gået ind i.

Over en million mennesker har søgt tilflugt der, mens Israels offensiv har forårsaget voldsomme ødelæggelser i store dele af det øvrige Gaza.

Abbas forventer et israelsk angreb i de kommende dage.

- Vi opfordrer USA til at bede Israel om ikke at udføre Rafah-angrebet, siger han.

- USA er det eneste land, der er i stand til at forhindre Israel i at begå denne forbrydelse, lyder det fra præsidenten

Israel har i mange uger truet med et stort angreb på Rafah.

Målet er ifølge Israel at ramme det "sidste" store tilholdssted for den palæstinensiske bevægelse Hamas, der stod bag angrebet 7. oktober, hvor omkring 1200 blev dræbt i Israel.

Vestlige lande, heriblandt USA, har opfordret Israel til tilbageholdenhed. Nødhjælpsorganisationer advarer om en mulig humanitær katastrofe.

Ifølge Abbas kan blot et "lille angreb" på Rafah tvinge palæstinenserne til at flygte fra Gaza.

- Det vil føre til den største katastrofe i det palæstinensiske folks historie, siger Abbas.

Abbas siger, at palæstinensere ikke bør fordrives til Jordan og Egypten.

Han udtrykker bekymring for, om Israel vil forsøge at fordrive palæstinensere fra Vestbredden, når israelsk militær har færdiggjort sine operationer i Gazastriben.

Over 34.000 palæstinensere er blevet dræbt under Israels offensiv i Gaza ifølge Gazas sundhedsministerium.

Lørdag oplyste Hamas, at det ser nærmere på et forslag til våbenhvile fra Israel.

Imens ventes USA's udenrigsminister, Antony Blinken, og højtstående embedsmænd, som arbejder for en våbenhvile, at ankomme til Saudi-Arabien.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU