Sverri Nielsen misser EM-medalje efter litauers slutspurt

28. APR 2024 • 14:26SPORT

Roeren Sverri Nielsen kunne lugte til en bronzemedalje, men måtte nøjes med fjerdepladsen ved EM.

Den færøske roer Sverri Nielsen, der i rokonkurrencer stiller op for Danmark, var tæt på at komme på EM-podiet for tredje gang i karrieren.

Søndag eftermiddag lå han længe nummer tre og lugtede til en bronzemedalje i mændenes singlesculler ved EM i Ungarn, men til sidst blev det kun til en fjerdeplads for danskeren.

Han brugte 7 minutter og 44,5 sekunder på at tilbagelægge de 2000 meter på vandet i Szeged. Det var seks sekunder langsommere end tyskeren Oliver Zeidler, der tog guldet. Grækeren Stefanos Ntouskos tog sig af sølvet, mens bronzen gik til litaueren Giedrius Bieliauskas.

Sverri Nielsen lå ellers nummer tre efter 500, 1000 og 1500 meter, men på de sidste 500 meter var litaueren feltets klart hurtigste, og med en stærk slutspurt snuppede han bronzen før Sverri Nielsen.

Den 30-årige roer har sommerens OL som sit helt store mål, og han har ikke planlagt sin træning efter at toppe i denne uge. Det samme gør sig gældende for konkurrenterne.

I 2020 blev Sverri Nielsen europamester, mens han året efter blev nummer to. I VM-sammenhæng har han en sølvmedalje fra 2019. Ved OL i Tokyo endte han til sin egen frustration på en fjerdeplads.

Tidligere søndag jagtede Zoe Dickson og Marie Mørch en OL-billet i kvindernes letvægtsdobbeltsculler, men danskerne sled forgæves. Der var to pladser til sommerlegene på spil, men desværre for den nyligt sammensatte danske konstellation blev det blot til en tredjeplads.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU