Skuffet Uwe Rösler hylder Silkeborg-keeper

9. MAJ 2024 • 21:24SPORT

Nicolai Larsen var pokalkryptonit for AGF, siger en skuffet Uwe Rösler, der godkender aarhusianernes indsats.

AGF's cheftræner, Uwe Rösler, er dybt skuffet, efter at hans mandskab tabte torsdagens pokalfinale 0-1 til Silkeborg.

En væsentligt del af forklaringen på Silkeborgs triumf var storspil fra målmand Nicolai Larsen. Det mener AGF-træneren i hvert fald.

- Jeg er ikke skuffet over individuelle spillere, jeg er skuffet over, at vi har tabt en pokalfinale og ikke fik scoret. Vi skabte chancer, men i mine øjne var Silkeborgs målmand deres bedste i kampen. Han havde to-tre utrolige redninger.

- Vi havde nogle virkelig gode chancer, som jeg er skuffet over, at vi ikke scorede på, men jeg er langtfra at ville kritisere enkelte spillere. Jeg kan ikke klandre dem for ikke at prøve. Normalt har vi ikke brug for så mange chancer for at score, men det havde vi i dag, siger Uwe Rösler.

Han mener, at AGF startede kampen bedst, men blev lammet af Silkeborgs scoring i slutningen af første halvleg.

Efter pausen var aarhusianerne igen bedst, men tillod Silkeborg for mange kontraangreb, og i slutfasen evnede AGF ikke at lægge et tungt nok pres, lyder tyskerens analyse.

- Silkeborg viste, at de var stærke til at forsvare boksen. Vi satte massivt pres på i perioder, siger Rösler og roser de over 22.000 fremmødte AGF-fans.

- Fansene skabte en utrolig atmosfære gennem hele dagen. Vi har set videoer fra deres forfester. Jeg er ked af, at de ikke fik en pokaltitel at fejre. Nogle er skuffede, og det skal de have lov til at være. Jeg lytter gerne til deres kritik, jeg har ikke tænkt mig at gemme mig, siger AGF-træneren.

Han havde valgt at smide Felix Beijmo ind i bagkæden, selv om svenskeren har været ude med en skade i over en måned.

Den svenske forsvarsspiller var glad for at være tilbage på banen, men han er nedslået over finalens udfald.

- At se hvor meget det her betyder for Aarhus - for alle fansene, for mine holdkammerater, for hele klubben og for mig selv, så gør det meget ondt ikke at have taget sejren. Vi skal alle lige sluge den her, og så må vi være skuffede i dag og i morgen, inden vi skal forberede os på den næste kamp.

- Jeg ville ikke gå glip af finalen. For mig var der aldrig tvivl om, at jeg skulle spille den. Jeg har ikke trænet så meget, og jeg var ikke i min bedste form, men jeg gjorde mit bedste for at hjælpe holdet, siger Felix Beijmo iført en ispose om knæet.

AGF vandt senest en pokaltitel i 1996.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU