FCK-træner om psykologisk spil i derby: Alle kneb gælder

12. MAJ 2024 • 20:38SPORT

Brøndbys Sean Klaiber havde snudeskaftet for langt fremme i Parken og fik retur, mener FC København-træner.

To røde kort skæmmede søndagens derby i Superligaen mellem Brøndby og FC København, og der foregik et psykologisk spil både inde på og uden for banen.

Selve det psykologiske spil kan FCK-træner Jacob Neestrup godt lide. Det sagde han efter FCK-sejren på 3-1.

- Alle kneb gælder for at vinde et derby. Det kan jeg ikke få ondt i røven over, siger FCK-træner Jacob Neestrup.

Han roste det psykologiske spil, som foregik allerede inden kampens start mellem Brøndbys Sean Klaiber og FCK-kantspilleren Elias Achouri.

Et par gange kammede det dog over, og det gik værst ud over Brøndby.

De to røde kort blev uddelt til Brøndbys assistenttræner Martin Retov og holdets indskiftede stopper Kevin Tshiembe efter tumult i slutningen af hver sin halvleg.

Retov fik rødt kort for at skubbe FCK-backen Elias Jelert i græsset, efter at Neestrup havde brokket sig over, at Brøndbys Sean Klaiber lagde sig inde på banen med en skade. Klaiber endte med at udgå med en skade.

- Det er ikke for at vise disrespekt, for jeg ønsker ingen spillere skadet. Men når du har haft snudeskaftet så langt fremme, som Klaiber havde til det forrige derby, hvor han sagde, at vores spillere lå meget ned.

- Han vil gerne være "tough guy". Så er det vel fair nok, at jeg beder manden rykke en halv meter længere ud, når han ligger ned.

- Jeg håber, at han kommer tilbage, for jeg synes, at han er en dygtig spiller. Men spillet er, hvad det er, siger Neestrup, som selv fik et gult kort i kampen.

Da Brøndby vandt 2-1 i det foregående derby i Parken tidligere i foråret, kritiserede Klaiber efterfølgende FCK-spilleren Achouri for at falde for nemt.

Jelert satte også nogle ord på tumulten, da FCK-backen gik over og blandede sig og straks blev væltet af Retov.

- Der var noget tumult, som der for det meste er i et derby. Jeg så, at der blev lagt en finger på Neestrup, så jeg gik over og sagde: Lad være med det. Og så fik jeg en hånd på halsen. Det er selvfølgelig et rødt kort.

- Jeg stod ved siden af, og jeg følte, at jeg skulle sige, at det var forkert (af Retov, red.), siger Jelert.

Han så generelt en kamp med masser af tænding.

- Der var en god stemning. Alle gik til den, og det var fedt. Det hører til et derby, siger Jelert.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU